“Integration i nærområderne er slet ikke en mulighed”

INTERVIEW

  • Hvem: Ibrahim Awad, professor og direktør for Center for Migrations- og Flygtningestudier ved det Amerikanske Universitet i Kairo. Tidligere chef for migrationsprogrammet for International Labour Organization (ILO) i Genève i 2005-10, regional direktør for ILO i Nordafrika i 2001-05 og før det blandt andet ansat i UNRWA, ESCWA og Den Arabiske Liga.
  • Hvorfor: Syriske flygtninge skal i højere grad blive i deres nærområder, hvor hjælpen til dem rækker længere, lyder et argument i debatten om presset på de europæiske grænser. Men er det realistisk? Og hvordan ser situationen egentlig ud i Jordan og Libanon?

Hvis ikke den internationale flygtningehjælp øges, risikerer Jordan og Libanon at kollapse og udløse et kaos, der vil give rystelser langt op i Europa, advarer den egyptiske professor Ibrahim Awad.

Der er behov for en radikal ændring af måden, verdenssamfundet hjælper i de såkaldte nærområdelande Libanon og Jordan.

Det mener professor Ibrahim Awad, som Information har mødt i Jordans hovedstad, Amman. Ifølge ham er hverken landene enkeltvis eller for den sags skyld de gældende konventioner gearet til flygtningestrømme af de nuværende dimensioner.

“Krisen, vi står med, har gjort det klart, hvor vigtigt internationalt samarbejde er. Det er åbenlyst, at lande som Libanon og Jordan ikke kan løfte flygtningebyrden alene. Allerede før krigen i Syrien havde man problemer med at tage sig af sin egen befolkning, hvilket gør det klart, hvorfor mange syriske flygtninges forhold er så dårlige, som de er. Pr. definition er Libanons og Jordans økonomier underudviklede, hvilket gør dem til udviklingslande, og det er nødvendigt at tænke på dem som sådan,” siger Ibrahim Awad, der er leder af Center for Flygtninge- og Migrationsstudier ved det Amerikanske Universitet i Kairo.

Er det naivt, når vestlige politikere taler om, at vi skal hjælpe mere i nabolandene?

“Ja. Alle ved, at Libanon ikke kan håndtere alle flygtningene, og det samme gælder Jordan. Det er derfor, at der allerede i dag er en masse bilaterale samarbejder, en masse FN-organisationer til stede i landene, FN’s flygtningehøjkommissær har været her, og der er masser ngo’er som eksempelvis Dansk Flygtningehjælp, der arbejder der. Der er masser af fokus og masser af samarbejde, men spørgsmålet er, om det er nok? Dækker det?”

Og dit svar er nej?

“Præcis, det er overhovedet ikke nok. Selvfølgelig ikke. For hvis det var, ville migranterne og flygtningene ikke have begivet sig ud på rej- sen mod Europa, i det omfang vi så sidste år.”

“Grundlæggende er der to årsager til denne udvikling. Den første er økonomisk. Flygtningene kan ikke finde hverken arbejde eller andre måder at få deres behov dækket på i de lande, hvor de først har søgt tilflugt. Og hvad sker der så? Så tager folk andre steder hen. Det er ligesom vand. Det finder altid en vej. Det er en indikator på, at den internationale hjælp har været utilstrækkelig. Den anden grund er, at et land som Libanon har en meget skrøbelig demografisk sammensætning, som afgør befolkningsgruppernes indflydelse i den politiske proces. Derfor har minoritetsgrupper det sværere med flygtninge fra Syrien, der kommer til Libanon og forstørrer en anden gruppe på minoriteternes bekostning. Det samme gør sig i mindre omfang gældende i Jordan. Disse to forhold fik i 2014 både Libanon og Jordan til at lukke deres grænser for flere flygtninge i erkendelse af stigende spændinger.”

Mellemøsten er i dårlig form
I Libanon har UNHCR registreret mere end en million syriske flygtninge og i Jordan knap 650.000. Regeringerne i begge lande opererer dog med væsentligt højere tal: Mere end halvanden million i Libanon og 1,4 millioner i Jordan. Samlet har UNHCR registreret knap fem millioner syriske flygtninge i Syriens nabolande, hvoraf mere end halvdelen er i Tyrkiet.

Hvad vil konsekvenserne blive, hvis en øget international hjælp udebliver?

“Man kan selvfølgelig trække på skuldrene og spørge: Og hvad så? Men spørgsmålet er, om et øget pres på landene i Mellemøsten vil presse det regionale statssystem som sådan? Mellemøsten som regionalt statssystem er ikke i ret god form for tiden. Langtfra. Syrien har været i krig i fem år, Libanon har været uden præsident i to år, har en meget dysfunktionel regering og er ved at drukne i skrald, og Irak … ja, hvor skal jeg begynde?”

“Dertil kommer IS og eskaleringerne i de kurdiske områder bare for at nævne nogle overordnede problemstillinger. Når man ser ud over regionen, er der mange udfordringer. Vil vi virkelig tilføje et statskollaps i eksempelvis Libanon, der kan risikere at udløse et decideret sammenbrud af det regionale statssystem?”

Vesten har i forvejen været tilbageholdende og er først rigtigt kommet på banen sidste år med donorkonferencen i London. Hvad skulle få europæiske lande til at hjælpe yderligere og forhindre dette kollaps?

“Man kan se på international hjælp på flere måder. Man kan vælge at se på international hjælp som støtte til lande som Libanon og Jordan, men man kan også vælge at se det som støtte til det internationale system i sig selv. Både fra værtslandenes perspektiv og fra et europæisk perspektiv er der behov for hjælp, da en rystelse af det regionale statssystem i Mellemøsten også vil kunne mærkes i Europa i form af øgede flygtningestrømme.”

Hvordan skal det internationale samfund så hjælpe for at undgå et kollaps?

“Hjælpen og samarbejdet foregår på to niveauer. Det første er nødhjælp og generel støtte. Finansiel og teknisk støtte og derudover muligheder for at tage imod flygtninge andre steder end i nabolandene. Det lyder måske simpelt, men det er det, der skal til. Dertil kommer, at internationalt samarbejde også inkluderer hjælp til at løse de oprindelige problemer.”

Verden er større end Europa
Hvis det internationale samfund ikke formår at komme med bæredygtige løsninger, er status quo eller lokal integration af flygtningene i Libanon og Jordan vel de eneste muligheder?

“Lokal integration bliver typisk beskrevet som en af de gode, mulige løsninger for flygtninge ifølge Flygtningekonventionen af 1951. Men konventionen er et produkt af situationen i Europa efter Anden Verdenskrig, og den situation kan slet ikke sammenlignes med situationen i dag. Man kan ikke bare sige, at Libanon skal kunne integrere en million eller halvanden – det er et land med godt fire millioner indbyggere, hvor der i forvejen er massive økonomiske problemer, og hvor den sekteriske magtbalance er yderst skrøbelig. Man vil decideret fjerne rationalet for og sammenhængskraften i landet med integration af en så stor befolkningsgruppe. Så lokal integration er slet ikke en mulighed, nej.”

“Det samme gælder Jordan, der dog historisk har vist sig mere modstandsdygtig. Derudover taler Flygtningekonventionen om frivillig tilbagevenden og genhusning som mulige værktøjer til at håndtere store flygtningegrupper. I den nuværende situation er det åbenlyst, at en tilbagevenden til Syrien for langt de flestes vedkommende ikke er mulig, hvilket i virkeligheden kun efterlader genhusning som en mulighed.”

Så den nuværende udvikling i Europa med tydeligere grænser og sværere tilgængelighed er et skridt i den gale retning?

“Ja, for vi er nødt til at se på, hvordan vi kan redistribuere flygtningene fra Syriens nabolande, og her taler jeg ikke kun om at sende folk til Europa. Verden er meget større end Europa, og dels skal andre lande i regionen løfte en større byrde, og dels kan vi også godt begynde at tale om andre kontinenter.”

Er det i bund og grund Flygtningekonventionen, den er gal med, når den nuværende situation ikke kan håndteres inden for den ramme, den udstikker?

“Der er åbenlyse huller og mangler i konventionen, men det er et emne, man skal være meget varsom med. Jeg tror ikke, at en revision af Flygtningekonventionen, så den bliver tidssvarende i forhold til til de nutidige udfordringer, er mulig, og hvis der alligevel var konsensus om en ændring, ville det formentlig gøre situationen endnu værre for flygtningene. Det ændrer dog ikke på, at der er flere og flere, der giver udtryk for, at det nuværende system ikke er tidssvarende. Vi er nødt til at tale om dette, også selv om målet ikke er en tilføjelse eller ændring af konventionen.”

Politisk mobilisering
Tidligere har flygtningestrømme særligt af palæstinensere været med til at udløse konflikter i Jordan og Libanon – opstanden i Jordan fra september 1970 til juni 1971 og senere udbruddet af krigen i Libanon i 1975. Er det perspektiverne, hvis den nuværende flygtningekrise ikke bliver løst?

“Det håber jeg virkelig ikke. Omstændighederne for de to grupper er forskellige, men set fra værtslandets perspektiv er det selvfølgelig sammenligneligt. Derfor er det i første omgang vigtigt, at flygtningene ikke bliver behandlet som andenrangsborgere, da det kan skabe store problemer og spændinger.”

Palæstinenserne var i høj grad mobiliseret politisk. Vil det potentielt blive et problem for Jordan og Libanon, hvis de syriske flygtninge også begynder at mobilisere sig?

“Bestemt. Og præcis derfor tror jeg ikke, at de overhovedet vil få lov til det. Det kommer netop af, at det i begge lande vil betyde store ændringer i den demografiske sammensætning, hvilket selvfølgelig vil smitte af på det politiske liv. Vi kan ikke være blinde over for denne problemstilling og sige, at konventionerne nævner lokal integration. Det vil potentielt underminere rationalet for Libanon og Jordan som nationalstater. Jeg ville da ønske, det var muligt, men jeg kan også godt analysere mig frem til, hvad konsekvenserne vil være. Og det ved man også godt i Libanon og Jordan.”

I lyset af din appel for øget internationalt samarbejde er EU’s aftale med Tyrkiet så et eksempel på fremtidens samarbejde?

“Det håber jeg sandelig ikke. Det, aftalen illustrerer, er tværtimod, hvordan de internationale aftaler er udfordrede. Man kan ikke komme uden om, at aftalen er en slags internationalt samarbejde, men det er bestemt ikke den form for progressivt samarbejde, jeg advokerer for. Aftalen forsøger at bøje begreberne, da det er konventionsstridigt at afvise flygtninge, hvilket EU prøver at omgå ved at kalde syrerne, der kommer fra Tyrkiet til Grækenland, for økonomiske migranter, da de rejser videre fra et sikkert land. Det er også derfor, at en diskussion om Flygtningekonventionen bliver nødt til at indeholde spørgsmålet om definitionen af en flygtning.”

Artiklen er bragt i Information 27. maj 2016.

Fjorde, fisk og folk i Dubais baghave


Det er ikke storslåede naturoplevelser, man oftest kæder sammen med storbyen Dubai. Ikke desto mindre er det fjorde, bjerge og delfiner, der venter på den billedskønne halvø Musandam i Oman, kun et par timer fra millionbyen.

Til venstre for bilen spiller strålerne fra eftermiddagssolen i bølgerne på Den Persiske Golf. Til højre tårner en gul bjergside sig op. Grænseovergangen mellem De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Oman ligger bag os, og vi stopper først, når vi når byen Khasab.

Vi er på tur væk fra Dubai. Væk fra mylderet og de tusindvis af glasfacader og op til den naturskønne og næsten ufremkommelige halvø Musandam. Det er ikke mere end to timer, siden vi forlod storbyen, men allerede nu er udsigten til højhuse skiftet ud med bjergsider, der vokser mod himlen lige fra det sted, hvor havet rammer kysten.

Vejen, vi kører på, er hugget ind nederst i bjergsiden som et kunstigt plateau i vandkanten og følger hver eneste klippefremspring og bugt. Vores chauffør tager farten markant af sin hvide firehjulstrækker før hvert højresving, hvor vi mister sigtbarhed rundt om bjerget – og ikke uden grund. I hver side af vejen står der betonbarrierer, som alle har store skrammer fra nedfaldne klippestykker fra den porøse 30-40 meter høje bjergside. Dem vil vi gerne undgå at køre ind i, fordi vi kommer for hurtigt rundt i en kurve til at kunne standse.

Arabiens Norge
Når man ankommer til Khasab, hovedbyen i Musandam, er man kommet på landet. Faktisk er man kommet så langt ud allerede, at man blandt andet skal passe på ikke at komme til at køre nogens ged ned, når man kører rundt i byens små gader.

Den landlige stemning er ikke det eneste, der adskiller Khasab fra Dubai. Blandt andet er halvøen Musandam en provins tilhørende nabolandet Oman, på trods af at Musandam udelukkende er landfast med UAE. Dertil kommer, at hvor Dubais natur enten er flad kyst eller ørken (og kunstige øer og et inden- dørs skisportssted), er Musandam et virvar af ufremkommelige bjerge og dybe fjorde, og det er ikke uden grund, at området også kendes som Arabiens Norge. Særligt halvøens nordligste spids minder mest af alt om en krøllet foliebakke, man har fyldt vand i. Nogle steder er det kun tynde klippebræmmer, der forbinder de forskellige stykker land oven vande.

Ufremkommeligheden understreges yderligere af, at kystvejen er den eneste farbare vej for personbiler mellem UAE og hovedbyen Khasab. Mens vi kører forbi det par landsbyer, der ligger på strækningen, fortæller vores chauffør, der kommer fra Khasab, at det er nyt, at Musandam er blevet så relativt tilgængelig. Indtil for omkring 10 år siden var det almindeligt, at børn i de mere afsidesliggende egne blev hentet i helikopter hver morgen og fløjet i skole. Den dag i dag er det fortsat almindeligt, at mange landsbyer – selv om de er landfaste – kun kan nås til vands, da det stejle terræn gør det vanskeligt og unødig dyrt at bygge veje.

Når man er på weekend(ud)flugt fra Dubai, er det afsondretheden, der er kærkommen. Derfor går man heller ikke glip af noget ved at springe Khasabs enkelte seværdigheder over. Man skal tage til Musandam for at komme ud i naturen. Rigtig langt ud.

Den nemmeste måde at gøre det på er ved at booke en tur med en dhow, der nærmest er en arabisk udgave af en fiskekutter, og som for manges vedkommende i dag er bygget om til turistbåd. De har store flade dæk, masser af hynder og puder, og så er de overdækket for at skærme mod solen. Hver dag sejler en mindre dhow-armada ud fra Khasab på kortere og længere ture ind i de nærliggende fjorde.

Total ensomhed
Vi tager på en heldagstur ind i den store Khor ash-Sham (Solens fjord) og skal være på kajen allerede fra morgenstunden. Det er to knægte i slutningen af teenageårene, der sejler vores båd. De både styrer, serverer kaffe og snacks, og kort efter at vi er sejlet ind i den 15 kilometer dybe fjord, fungerer de også som delfinspottere.

Og vi skal ikke meget andet end runde de sidste klipper ud mod Den Persiske Golf, før den ene af knægtene hængende på rælingen peger ind i en lagune efter nogle grå silhuetter i vandet. Dagens første delfinflok er spottet.

På alle sider af båden rejser Musandams grågule bjerge sig af det klare blå vand, og langs vores båd svømmer flokken på 5-6 delfiner. Der er noget magisk over at betragte de energiske grå pattedyr i vandet foran sig ogsåseoppåde golde, nærmest menneskefjendske bjerge bagved. Tætheden og tempoet i Dubai er uendelig langt væk, når man står midt i dette sceneri af månelandskab, bagende sol og bølgeskvulp.

Turen fortsætter videre ind i fjorden til den lille og berygtede ø Telegraph Island. På denne helt isolerede klippeø sker der mystiske ting. I dag er kun dele af fundamentet tilbage, men indtil 1870’erne har der på Telegraph Island ligget en lille britisk telegrafstation, der har været et essentielt bindeled for det britiske imperiums kommunikation fra London til Bombay.

Legenden om stedet lyder, at størstedelen af de operatører, der har været udstationeret på øen, er blevet drevet helt ud på vanviddets rand, og at flere er faldet ud over. Det er egentlig intet under, når man tager forholdene i betragtning: total ensomhed på en gold klippeø, hvor temperaturerne om sommeren sagtens kan nå 50 grader.

Angivelig er det også livet på Telegraph Island, der er ophav til det engelske udtryk ’going around the bend’ (at blive skør), hvilket refererer til de mænd, der er kommet skadet ud af opholdet på øen i den kringlede fjord.

I dag er Telegraph Island et yndet stop på sejladserne med dhowbådene, og det er her, vi får dagens første dukkert. Vandet er fyldt med stimer af små farvestrålende fisk, og de medbragte snorkler og svømmefødder kommer til deres ret. Der er ingen stress, og efter en times tid tøffer vi videre ind i fjorden for at se på flere delfinflokke, spise frokost og bade endnu en gang, før vi vender stævnen mod Khasab sidst på eftermiddagen.

Nyt og gammelt fiskeri
Ud over turismen er fiskeri et af Musandams største erhverv. Det er der som sådan intet underligt i, eftersom jorden hovedsagelig er udyrkelig, men kontrasten til Dubais higen efter højteknologiske løsninger er befriende. Fiskeriet foregår stadig traditionelt med net fra små motorbåde, men som vi finder ud af, møder nyt også gammelt i skøn forening.

På vej tilbage ad kystvejen ned mod Dubai kommer vi forbi et stort optrin på en strand. Omkring 30 hovedsageligt unge mænd er i gang med at tømme et flere hundrede meter langt net for fisk, der bliver kastet i en hurtigt voksende bunke midt på stranden. Nettet er et trawl, som to motorbåde har sat et stykke ude fra kysten.

I hver ende af trawlet er fæstnet et reb, som i begge ender er sat i et spil på stranden, og som videre i hver ende er bundet til anhængertrækkene på to firehjulstrækkere. Fra luften ligner trawl, reb og firehjulstrækkere en stor u-form, og når de to biler kører ind mod hinanden på stranden, trækker de samtidig trawlet, og alt hvad der måtte være på indersiden af det, ind til kysten. Det er simpelt, men yderst effektivt.

Fisk i hundredvis hober sig op på stranden, og det er ikke kun vores opmærksomhed, optrinnet fanger. Den ene bil efter den anden stopper for at se nærmere på fiskernes fangst og for at købe dagens aftensmad. Mange af tilskuerne er selv arabiske turister, og det er tydeligt, at også de sætter pris på det- te traditionelle scenarium. Alle kan have brug for at komme ud og væk fra Dubais mylder og mærke den omkringliggende natur.

FAKTA

Om Musandam: Musandam er en omansk enklave på størrelse med Lolland-Falster i Hormuzstrædet nord for De Forenede Arabiske Emirater. Der bor ca. 30.000 mennesker på halvøen, der primært består af bjerge. Over halvdelen af befolkningen bor i den eneste større by, Khasab.

Vejen dertil: Man kan selv køre i bil til Musandam fra Dubai. Afhængig af trafikken tager det ca. 3 timer. Der er også offentlige busser fra Dubai til Ras al-Khaimah, 35 km fra grænsen. Derfra kan man tage en taxa til grænsen og spørge andre krydsende om et lift til Khasab. Flere rejsebureauer i Khasab arrangerer også direkte afhentning i Dubai.

Visum: Visum kan fås ved grænseovergangen 10 dage koster 5 omani rial, ca. 90 kr.

GALLERI

Artiklen er bragt i Politiken den 26. december 2015.

Den største oplevelse i Iran er iranerne

Mødet med Iran er først og fremmest et møde med en ualmindeligt snakkesalig og gæstfri befolkning. Overalt bliver man taget varmt imod, og det er, som om iranerne kollektivt er blevet enige om, at man ikke må rejse fra deres land med et dårligt indtryk.

»Jeg kunne ikke lide Trondheim, da jeg studerede der.«
Vi ser lidt skeptisk på Mehdi, som vi kun lige har mødt et par minutter tidligere. Han har stoppet os på stien langs floden Zayandehrud i Isfahan – bare lige for at hilse på – og da han efter de første formaliteter hører, at vi er fra Danmark, går han direkte videre til at fortælle om sine oplevelser af Skandinavien.

Det er svært at holde det undrende ansigtsudtryk tilbage over hans ublu udmelding, og lidt undskyldende uddyber den 32-årige elektroingeniør sit syn på det danske broderfolk mod nord:

»Folk var ikke rigtigt interesserede i at tale med os udvekslingsstuderende og lære os at kende. Vi fik faktisk tildelt en norsk ’buddy’. På den måde var universitetet sikker på, at vi i hvert fald havde én lokal ven«, siger Mehdi.

Kontrasten til Iran er slående. Før vi stødte på Mehdi på denne aftengåtur i Isfahan, hilste hver eneste forbipasserende på os, og de fleste stoppede også op for at sige ordentligt godaften. Fænomenet tog først lidt af, efter Mehdi spurgte, om han ikke måtte følges med os, som vi spadserede forbi de historiske, oplyste broer over Zayandehrud-floden, hvor de lokale om aftenen mødes og slapper af.

I det hele taget er Iran et land af kontraster – til Vesten, men i høj grad også nationalt. På den ene side er der den islamiske republik med alt, hvad der dertil hører af totalitarisme: alkoholforbud, tørklædepåbud og massiv censur.

På den anden side er der en befolkning, der i det store og hele formår at tage ret let på statens påbud og dekreter, og som kollektivt er enige om at vise tilrejsende, at Iran er meget mere end en international paria. Således får man ikke lov til at studere skiltene i Teherans velfungerende metro i ret lang tid, før nogle stopper op for at høre, om de kan hjælpe en på vej.

Det samme gælder i Isfahan, hvis man drister sig til at tage en guidebog frem i offentligheden. Det tolkes nærmest som et råb om hjælp, og man kan være så godt som sikker på, at en hjælpsom sjæl stopper op.

Som rejsemål er Iran også mere end ubestikkelig gæstfrihed. På grund af sin størrelse på 1.648.000 km2 og placering mellem Kaukasus, Mellemøsten og Asien er Irans befolkning på knap 80 millioner et kludetæppe af folkeslag med hver deres skikke og traditioner. Dertil kommer landets smukke bjerge, enorme græsstepper og golde ørkener og unikke kulturarv. Følg med her til fire af de vigtigste destinationer.

TEHERAN: Nedbryder fordomme

Overalt i Iran kolliderer nyt med gammelt, og hovedstaden Teheran er ingen undtagelse. Et øjeblik går man forbi metrostationen Imam Khomeini, det næste går man ind i det storslåede Golestan-palads, hvor Qajar-dynastiet indtil 1925 havde sit hovedsæde.

Især på grund af sin kaotiske trafik og den medfølgende forurening og smog har Teheran et lidt blakket ry som turistmål. Eksempelvis er det snarere reglen end undtagelsen, at man ikke kan se Alborz-bjergene med de mange skisportssteder mod nord. Det er ærgerligt, for kæmpebyen Teheran er med sine mere end otte millioner indbyggere og utallige seværdigheder også en af Irans største nedbrydere af fordomme.

Gemt i små enklaver i byen spirer moderniteten og idérigdommen i gallerier og på små cafeer. Særligt interessant er området omkring den forhenværende amerikanske ambassade, der lokalt kaldes ’Spionagehulen’. Selve ambassaden og muren omkring lægger i dag væg til en udtalt antiamerikansk propaganda, eksempelvis malerier af frihedsgudinden med et dødningehoved som ansigt og Iran bundet ind i pigtråd. På et nærliggende hjørne finder man Martyrmuseet. Her mindes iranske faldne under og efter den islamiske revolution i små montrer, hvor personlige ejendele er udstillet, så man kan beundre deres fromhed og bedrifter.

Som kontrast til dette propaganda-mekka ligger Honarmandan-parken (Kunstnerparken) et stenkast bag den tidligere ambassade. I parken, der er fyldt med moderne kunst og skulpturer, finder man Iranian Artist Forum. Den røde toetagers bygning indeholder både en hyggelig café og flere spændende gallerier og fungerer generelt som en mødested for unge iranske kunstnere. Intet andet sted i Iran har denne skribent mødt større virketrang, kreativitet og tro på en lysere fremtid, og hvis man bliver længe nok i den særdeles velassorterede kunstbutik i stueetagen, er man selvskrevet til at få en snak om alt fra Lars von Trier og Frank Zappa til internetcensur og persisk poesi.

ISFAHAN: Det historiske centrum

Ikke nok med at Isfahan med sine utallige seværdigheder er den mest interessante turistby i Iran; det er også her, man mærker den overvældende iranske imødekommenhed. I området omkring byens basar og Naqsh-e Jahan-pladsen er det nogle gange nødvendigt at trække hen i et hjørne, hvis man vil snige en guidebog op ad tasken for i ro og mag at danne sig et overblik uden at blive overmandet af lokale, der vil hjælpe en på vej eller bare snakke.

Og det er nødvendigt at læse op på byen, hvis man vil have det hele med. Den moderne by har mere end halvanden million indbyggere, men historisk set har Isfahan spillet en stor rolle i Iran som hovedstad og handelscentrum. Denne historik gør, at det i dag er i Isfahan, man kan opleve cremen af iransk arkitektur.

Blandt de fineste eksempler er de gamle murstensbroer over Zayandehrud-floden, havepaladset Chehel Sotun, Naqsh-e Jahan-pladsen og de to nærliggende moskeer, Lotfollah-moskeen og Imam-moskeen. Sidstnævnte er overdådige eksempler på, hvordan farvede kakler kan skabe enorme mønstre, man nærmest bliver opslugt af. Man kan bruge timevis på at lede efter små afvigelser og fejl, når man står og ser op i de indadvendte halvkupler i moskeernes indgangsportaler.

Byens basar er også et must. Den begynder allerede ved de mange udgange af Naqsh-e Jahan-pladsen og er en overdækket labyrint af små butikker, der strækker sig mange kilometer rundt i byens centrum. Særligt hos tæppehandlerne hører det sig til at sidde et øjeblik og drikke te, når man handler – eller bare kigger på de dyre tæpper – og en snak med en købmand giver samtidig et godt indblik i livet i basaren. Her fik overtegnede også opklaret, at man ikke nødvendigvis behøver at være tilhænger af regimet for at have billeder af de to ikkesmilende ayatollaher, Khomeini og Khamenei, hængende. Billederne hænger overalt i landet og i næsten enhver butik, og selv om det ikke er lovpligtigt, gør det myndighederne mere medgørlige, hvis der skulle opstå et problem.

SHIRAZ: Poesi og Persien

Man kan ikke nævne Shiraz uden også at komme ind på Perserriget. Byen er centrum i provinsen Fars (Persien) i det sydvestlige Iran, hvor de helt store trækplastre er de historiske byer Pasargadae og Persepolis, der ligger smukt mellem provinsens bjerge og enorme græssletter. I Persepolis blev storslåede ceremonier afholdt for 2.500 år siden for at vise rigets storhed, og området omkring de to byer er ydermere spækket med grave for de konger, der regerede fra Middelhavet til Pakistan.

Områdets historie fornægter sig da heller ikke hos Shiraz’ to millioner indbyggere, der også nyder at fremhæve de store sufi-digtere Hafez og Sa’di, hvis mausoleer i byen er store udflugtsmål for Shiraz’ ungdom, der om aftenen mødes ved gravene og lægger roser og reciterer digte.

Shiraz er også en by, hvor kontrasterne mødes. Blandt andet kan man i byens mange storcentre, der er bygget efter vestligt forbillede, opleve, hvor liberalt det er muligt for kvinder at bære tørklæde og gå klædt generelt. For byens unge kvinder virker det næsten som en konkurrence, der går ud på at vise så meget hår som muligt. For de flestes vedkommende hænger tørklædet blot på en knold i nakken, og så gør det heller ikke noget, hvis tørklædet er gennemsigtigt.

Den skærende kontrast til dette frisind findes i og omkring shia-helligdommene, som Shiraz også huser. Her holder opsynsmænd øje med, at alle – både turister og lokale – opfører sig tækkeligt, og der bliver ikke sparet på irettesættelserne. Alle kvinder er pålagt at være fuldstændigt tildækket, og en såkaldt chador, en klædedragt, der dækker fra top til tå, kan lånes ved indgangen, hvis man ikke er iført en i forvejen.

Særligt for helligdommene, som også fungerer som moskeer, er deres udsmykning. På ydersiden er bygningerne beklædt i titusinder af malede kakler, der om aftenen er badet i farvet lys, og når man kommer indenfor, tager mosaikker af millioner af små stykker spejlglas fra gulv til loft pusten fra beskueren.

YAZD: Livet i ørkenen

Vil man opleve den iranske naturs diversitet, skal man til Yazd omkring 600 kilometer syd-sydøst for Teheran. Placeret i den iranske ørken på landets centrale højslette har Yazds beboere i årtusinder været tvunget til at finde innovative løsninger for at gemme på de sparsomme vandressourcer og køle byens huse, når temperaturerne om sommeren sniger sig over 40 grader. Byens centrum er fortsat præget af overdækkede kanaler, vandreservoirer og vindtårne – såkaldte badgirs – alle opført i tegl beklædt med en blanding af mudder og halm. Nødvendigheden af disse tiltag for byens én million indbyggere er åbenlys, for under man sig selv at komme lidt op i højden, kan man se den golde slette strække sig i alle retninger.

Stort set alle bygninger centralt i Yazd er opført på denne klassiske mudderfacon, hvilket reelt gør de tusindvis af snoede gyder til byens største seværdighed. At lade sig fare vild og lade intuitionen guide én er ulig alt, man oplever noget andet sted i Iran.

I Yazd og området omkring er der snesevis af levn fra tiden, hvor Iran var et knudepunkt for Silkevejens karavaner i form af såkaldte karavanseraier. Her gjorde rejsende holdt og tankede nye forsyninger. Flere af dem fungerer i dag stadig som gæstehuse, hvor man kan overnatte i de små værelser, der typisk omkranser en gårdhave, hvor heste og kameler tidligere opholdt sig. I dag er dyrenes trug omdannet til springvand, og det er yderst anbefalelsesværdigt at fortrække til gårdhaverne for at smage på nogle af de lokale specialiteter som kamelstuvning.

Området er også fuldt af templer tilhørende den præislamiske religion zoroastrisme. Religionen har i dag kun omkring 20.000-25.000 følgere i Iran, da langt de fleste flygtede til Indien som følge af de arabiske erobringer midt i det 7. århundrede. Det vigtigste zoroastriske pilgrimsmål hedder Chak Chak og er et tempel placeret højt oppe på en bjergside 70 kilometer nordvest for Yazd. Det lille tempel og den dertilhørende kilde er bestemt en udflugt værd og giver et unikt indblik i Yazds golde omgivelser, som handlende i årtusinder har krydset på kamelryg.

FAKTA

Iran generelt: Der bor ca. 80 mio. i Iran, der er lige så stort som Frankrig, Tyskland, Spanien og Storbritannien tilsammen. Iran er rigt på folkeslag, sprog og religioner: Hovedparten af befolkningen er persisktalende shiamuslimer, men her er bl.a. også kurdere, arabere, turkmenere og afghanere, der tilhører både sunniislam, kristendommen, jødedommen og zoroastrisme. Siden revolutionen i 1979, hvor shahen blev væltet, har Iran været en islamisk republik. Landet ledes af ayatollah Ali Khamenei, der er formand for Vogternes Råd. Rådet udpeger de kandidater, der må stille op til præsidentvalget hvert fjerde år.

Rejsen dertil: Afhængigt af sæson koster en returbillet fra København godt 2.000 kr. med Aeroflot eller Pegasus.

Visum: Danske statsborgere uden israelsk stempel i passet kan få visum ved ankomst til Iran. Undersøg dog altid den nuværende situation enten via et af de bureauer, der hjælper med at lave visumansøgninger, eller direkte hos den iranske ambassade i København. Et turistvisum via ambassaden koster 375 kr.

Rejsetidspunkt: De bedste perioder til rundrejse er marts-maj og september-oktober.

Godt at vide: Vestlige kreditkort virker ikke i Iran, så medbring amerikanske dollars eller euro til hele turen. Kvinder skal bære tørklæde i offentligheden. Det er lovligt at bære tørklædet løst om hovedet, og mange iranske kvinder bærer det yderst liberalt – men det skal bæres. Generelt er Iran et sikkert land
at rejse i, men vær opmærksom på grænseområderne til særligt Irak mod vest og Afghanistan og Pakistan mod øst. Tjek seneste rejsevejledning til Iran fra Udenrigsministeriet.

Artiklen er bragt den 14. november 2015 i Politiken.

“Vi fornærmede profeten meget mere, end tegningerne nogensinde gjorde”

I 2006 opfordrede han libaneserne til at demonstrere imod Danmark på grund af Muhammed-tegningerne. Denne sommer var han til Folkemødet på Bornholm. sheik Muhammed Abou Zaid har været på en rejse væk fra “ignorancen”. Sådan da. Han er stadig ikke vild med, at man tegner Muhammed.

Før 2006 kunne Danmark have været en by i Sverige, men med et trylleslag blev landet islams fjende nummer ét. Lige så pludseligt opfordrede sheik Muhammed Abou Zaid folk i sin moské til at demonstrere i Beirut for at vise deres utilfredshed med det land, som han kun kendte fra to spillefilm.

Berlingske møder den karismatiske sheikh med det store “salt og peber”-skæg på havnen i hans hjemby, Saida, Libanons tredjestørste by.

For to måneder siden var det en anden havn, han besøgte. Til Folkemødet på Bornholm kunne man møde ham på havnen i Allinge, storsmilende, syngende og med en vegetarhotdog i hånden. Naturligvis stadig iført de traditionelle imam-gevandter.

Uden antydning af symbolik sætter vi os i skyggen ved de gamle slotsruiner, der pryder havnefronten i Saida – vel at mærke ruinerne fra den borg, der er det tydeligste tegn på et af de tidligere sammenstød mellem Orienten og Occidenten, korstogene.

Et land langt væk og tæt på
Før januar 2006 stammede sheik Muhammed Abou Zaids eneste indtryk af Danmark fra to film: Den egyptiske komedie Den danske oplevelse, hvor en sexet og udfordrende dansk kvinde (spillet af en libaneser) skaber røre i en familie i Cairo, og Hollywood-filmen Den 13. kriger, hvor Lemvig-wrestleren Asbjørn Riis er eneste danske islæt.

Det ringe kendskab til Danmark og det faktum, at Libanon ikke havde noget udestående med danskerne, gjorde kun chokket over tegningerne større. Hvorfor krænker disse seksuelt frigjorte barbarer fra nord pludselig det helligste i islam, spurgte Zaid sig selv.

“Vi havde jo ikke gjort dem noget, og da vi hørte, at muslimer i Danmark havde protesteret til den danske regering, men at den ikke ville gribe ind over for avisen, så blev hele Danmark vores fjende. Først senere forstod vi, at nej, regeringen støttede ikke avisen, den sagde i stedet, at den ikke havde autoriteten til at stoppe tegningerne. Men det blev fortolket sådan, at den danske regering støttede tegningerne,” forklarer Zaid, der i Libanon af mange bliver set som en brobygger mellem landets forskellige religiøse grupper på grund af hans engagement i dialogprojekter.

Når han i dag tænker tilbage i tiden og på reaktionerne i 2006, er det med en vis forlegenhed og komisk distance til sin tidligere uvidenhed.

“På grund af tegningerne fandt vi faktisk ud af, at Danmark var ret tæt på os. Det var i vores hjem,” siger Zaid og griner og remser en række Arla-produkter op, som han pludselig manglede.

Foto: Asger G. Nielsen
Sheik Muhammed Abou Zaid

Samme forlegenhed mærker man også, når snakken falder på demonstrationen søndag 5. februar i Beirut. I ugen op til demonstrationen propaganderede libanesiske medier på højtryk med opfordringer til demonstration og boykot, og Zaid gjorde “selvfølgelig” det samme i sin moské. Da dagen oprandt, var der overalt i Libanon arrangeret busser til Beirut og det danske generalkonsulat, og tusindvis af libanesere mødte op.

“Vi vidste ikke engang, hvor ambassaden lå, og vi anede ikke, at det slet ikke var en ambassade. Men vi mødte op for at vise, at vi var imod, hvad I havde gjort mod os,” siger Zaid.

Stort set ingen, han kender, har i øvrigt nogensinde set tegningerne, og der skulle gå flere år, før han selv så dem.

Da delegationen fra Saida – hvor flere har deres familier med, og de gejstlige er mødt op i fuld ornat – ankommer til kvarteret, hvor det danske konsulat lå, er urolighederne allerede i gang. Flere biler er sat i brand, en lokal kirke er blevet raseret, og bygningen med det danske og østrigske konsulat brænder. Selv er Zaid ved at få bank, da han stiller sig imellem en gruppe vrede unge mænd bevæbnede med kæppe og en hollandsk journalist, der på arabisk igen og igen råber, at han er fra Holland. Zaids lange skæg og imam-ornat gør ingen forskel. Da der tilfældigt kommer en ambulance forbi med åben dør, skubber Zaid den hollandske journalist ind i ambulancen og hopper selv efter og undslipper.

Én person omkommer den dag under protesterne.

På trods af den “fuldstændigt uacceptable” udvikling af demonstrationen, som sheikhen gentagne gange tager afstand fra under interviewet, var han og mange andre libanesere stadig vrede over tegningerne efterfølgende.

“Vi kunne ikke se gennem fingre med fornærmelsen af vores profet og vores religion, så derfor fortsatte boykotten, men som tiden gik, glemte vi det igen,” siger Zaid og smiler selvfølgeligt og fører hånden op i en høj kurve og fører den hurtigt ned igen.

Han knipser højt.

“Og jeg kan sige dig, at da krigen med Israel brød ud i juni 2006, var der ikke nogen, der tænkte på Danmark længere. Lige så hurtigt, som hele krisen opstod, lige så hurtigt forsvandt den igen, og vi har ærligt talt ikke tænkt på de tegninger siden.”

I dag mener Zaid fortsat, at offentliggørelse af tegningerne var forkert og unødvendig, men diskussionen foregår nu på et mere oplyst plan.

“Jeg mener, at hvad Jyllands-Posten gjorde, var forkert. Men vores reaktion var helt forkert, og hvis profeten Muhammed var i live i vores dage og hørte om tegningerne, så tror jeg aldrig, at han ville have gjort, som vi gjorde. Han ville have været klar til at møde hadet med kærlighed og ignorancen med omfavnelse. Vi brugte aggressive og voldelige metoder, hvilket gjorde det hele meget værre. Jeg mener, at vi ved at handle på en så aggressiv og uciviliseret måde fornærmede profeten mere end tegningerne i sig selv,” siger sheikhen.

Mødet med Danmark
I 2011 mødte Zaid for første gang en dansker. Det var gennem et program finansieret af Det Arabiske Initiativ under Udenrigsministeriet, og han lægger ikke skjul på, at det var begyndelsen på hans mentale rejse “væk fra ignorancen” og til en større forståelse af Danmark.

Foreløbigt er det blevet til tre besøg og en bog om Danmark, så forståelsen af kongeriget mod nord kan øges i den arabiske verden.

Er der noget, danskere og danske medier kan lære af Muhammed-krisen?

“En ting, man skal huske er, at man sagtens kan tale om og tegne onde muslimer uden at angribe profeten, religionen og verdens halvanden milliard muslimer. Det er legitimt, hvis ens tanke med en tegning er, at man vil fokusere på en bestemt type opførsel eller lignende. I arabiske aviser er der masser karikaturer af eksempelvis IS, men de kritiserer og latterliggør ikke islam, de latterliggør nogle tossede handlinger af en bestemt sekt, som ikke repræsenterer islam,” siger Zaid.

Han er meget ærlig om, at han og mange andre konservative muslimer er yderst ærekære, når det kommer til islam.

“Religionen og profeterne er et tabu i vores hoveder, og det er åbenlyst ikke forståeligt for vesterlændinge. Men jeg kan kun understrege mit ønske om, at man godt kan kritisere dårlig opførsel uden at gå efter selve religionen. Jeg kan også kritisere nogle danskere, men i samme omgang behøver jeg ikke kritisere hele Danmark.”

På den måde opstår der et sammenstød mellem ytringsfrihed og religiøse følelser?

“Hvis man går ind for religionsfrihed, bør man også respektere muslimer. Hvis nogen under dække af ytringsfrihed fornærmer en religion, bør vi andre med vores ytringsfrihed forsøge at stoppe vedkommende.”

At stoppe? Så er ytringsfriheden ikke fuldstændig.

“Frihed er ansvar, og frihed kræver respekt for ens medmennesker. Frihed kræver rationelle udtalelser, for ellers bliver frihed til kaos, og alle vil sige og gøre alting. Og ingen vil kunne acceptere så kaotiske tilstande.”

Var tegningerne en ekstrem provokation set fra dit synspunkt?

“Måden, som tegningerne ramte alle muslimer verden over, var. De forskellige tegnere havde sikkert nogle bestemte muslimer i tankerne, da de lavede tegningerne, men jeg tvivler på, at de sigtede efter alle verdens muslimer. Tegninger af denne type ville helt fint kunne accepteres, hvis de kritiserede et bestemt emne, der indbød til kritik.”

Ville det have været bedst for muslimerne verden over bare at have trukket på skuldrene af tegningerne?

“Ja, helt sikkert! Og det var også sket, hvis ikke der havde været mennesker med dårlige intentioner. Der sker noget i Danmark fire måneder i forvejen, og så pludselig hører vi om det og bliver opfordret til at handle på det. Der er altså nogle i Mellemøsten, der ikke er helt uskyldige, og som ønskede at dette skulle ske.”

I Danmark er der stadig store effekter af Muhammed-krisen, blandt andet på Jyllands-Posten og for tegneren Kurt Westergaard. Er de selv skyld i det?

“Det er absolut ikke i orden, at det er sådan, det er endt. Men der er noget mærkeligt ved, at vi i sommeren 2015 stadig taler om tegningerne, som folk i Libanon glemte i 2006. Nogle gange bliver ting sat i søgelyset igen, og folk bliver tvunget til at tænke over det igen og igen. Jeg mener egentlig, at nogle gange skal man glemme. Også tegningerne.”

Og det er så langt, som man kommer med sheiken. Som ikke til fulde synes at anerkende, at det er svært at glemme tegningerne i Vesten, så længe der fortsat er terrorister, der jævnligt viser vilje til at myrde folk, der tegner Muhammed.

Artiklen er bragt i Berlingske 13. september 2015.

Omans naturlige badeland

Dybt inde i kløften Wadi Shab ligger en grotte så hemmelig, at du kun kan komme derind til fods og ved at svømme det sidste stykke. I kløftens dybe kildevandsbassiner kan du dykke og svømme, klatre op gennem et vandfald og springe ud fra klipperne.

Vi kan ikke komme længere tørskoede. Der er ikke flere smutveje over nedfaldne klippestykker her i bunden af kløften – der er ingen vej udenom. Foran os ligger dagens første tvungne dukkert. På begge sidder rejser de gule, næsten lodrette klipper sig mere end 100 meter i vejret, så hvis vi vil længere ind i kløften, skal vi svømme. Vi stiller vores rygsæk med frokost og kamera fra os i en klippesprække, da vi ikke kan have den med videre, skifter til badetøj og kaster os ud i det.

Halvanden time før står vi under en motorvejsbro med bilerne buldrende forbi ovenpå. Når man drøner af sted mellem Omans hovedstad Muscat og havnebyen Sur oppe på motorvejen, ligner udmundingen af Wadi Shab blot endnu en af mange sprækker, der er i Hajar-bjergene på Omans nordkyst, men bag krumninger og sving gemmer sig et af landets ubetingede naturhøjdepunkter.

Her har en kilde i millioner af år skåret sig gennem massivet for at nå ud til Det Arabiske Hav, og på sin vej har vandet efterladt en kløft med vandfald og bassiner, som kun kan nås til fods ved at vandre op gennem flodsengen.

Der er noget paradoksalt over Wadi Shab og Oman. Mange af landets turistmål er svært tilgængelige og er derfor dyre at besøge med udgifter til guider og overnatning. Men ikke Wadi Shab. Måske er det stedets gratis tilgængelighed, der gør det til en antiattraktion i omanernes øjne? I hvert fald er der i den nærliggende landsby Tiwi ikke en eneste café eller hotel. Faktisk er de eneste, der prøver at holde gang i en forretning på baggrund af de turister, der trods alt finder vej hertil, en flok unge mænd, der sælger sodavand fra et skur under broen. De sejler også folk over en lille dam, det er nødvendigt at krydse for at komme ind i kløften.

Den grønne kløft
Efter at have betalt, hvad der svarer til en 20’er hver for at blive sejlet over dammen, begynder vi vandringen ind i Wadi Shab. Der er enkelte andre turister på strækningen og flere af dem i grupper med en lokal guide. Det virker overflødigt, da der hele vejen er en sti og røde pile spraymalet på klipperne. Samtidig varierer bredden af kløften kun med mellem ti og hundrede meter. Med andre ord, man kan ikke gå forkert, og man skal bare så langt ind i kløften som muligt.

Hajarbjergene er i det store og hele stenede og golde, men netop kilden dybt inde i Wadi Shab gør kløftens bund overraskende grøn, og hver gang vi tager et hvil, stiller vi os i behagelig skygge under en daddelpalme.

Det tager lidt over en time at nå frem til vandet. Nu skal vi svømme for at komme videre. Det virker nærmest surrealistisk at gå ud i det klare, kølige vand efter at have vandret i den tætte luft i kløftens bund. Foran os forsvinder stien ned under vandoverfladen, og vi går ud til livet og begynder at svømme.

Ind i sprækken
Vi skiftevis svømmer og går gennem tre bassiner. Visse steder er bassinerne så dybe, at nogle af de lokale guider underholder sig selv og deres gæster med at klatre op ad klipperne for at lave kunstneriske udspring.

Mellem hvert af bassinerne er der et stykke, hvor man går på småsten og klippestykker, mens vandet finder alternative ruter under ens fødder, men da vi står ved det tredje bassin, ser det ud, som om vi ikke kan komme videre. Bassinet ender brat i en klippevæg, der ikke blot er lodret men som faktisk hænger ud over bassinet. Men pludselig ud af ingenting dukker et hoved frem; inderst i bassinet er der en undseelig sprække, der er så lille, at der oven vande kun lige akkurat er plads til et menneskehoved. Her svømmer folk skiftevis ind og ud.

Vi svømmer hen til sprækken og opdager, at den lille åbning er toppen af et A-formet hulrum, der fortsætter under vandet, og hvor kun den øverste top stikker op. Den smalle kanal ind i klippen fortsætter syv-otte meter, og under vandet er plads til at tage egentlige svømmetag. Hele vejen svømmer man med klippesiderne få centimeter fra kinderne, og oplevelsen bliver ikke mindre intens af, at sollyset fra sprækkens indgang oplyser det klare vand, der videresender konstant skiftende reflekser af lys op på indersiden af tunnelen.

Hvis det kræver personlig overvindelse at svømme igennem denne klaustrofobiske tragt, er belønningen til gengæld tilsvarende stor. Idet man kommer ud på den anden side, åbenbarer en grotte sig, som bedst kan beskrives som et naturligt badeland.

Op gennem vandfaldet
Loftet i grotten er egentlig et enormt klippestykke, der på et tidspunkt er flækket af den ene bjergside og har lagt sig i spænd som et halvtag og nu skaber et hulrum nederst i kløften. Fra dette loft er der enkelte sprækker, hvor store lysstråler falder ind og oplyser vandet, og i et hjørne øverst oppe kommer vand ind ad en sliske fra et bassin endnu højere oppe. De nederste to meter bliver slisken til et decideret vandfald, der får grotten til at genlyde af vandplask. Selv om vandet er krystalklart, er det umuligt at se bunden når man træder vande, og hvis man skal have et hvil, er det nødvendigt at holde fast i nogle af ujævnhederne på klippevæggen.

Ned gennem vandfaldet hænger et reb, som vi klatrer op ad. Hvis man holder tungen lige i munden, kan man fra slisken klatre ud på et plateau højt over vandoverfladen i grotten og øve sine udspring, og man kan også klatre videre op gennem strømmen af vand til næste bassin, hvorfra man gennem sprækkerne kan se dybt ned i grotten.

Efter at have badet, sprunget og udforsket grotten i nogen tid svømmer vi tilbage til det første bassin og finder en klippeafsats med skygge for at spise vores medbragte frokost. Et par gange tager vi turen frem og tilbage til grotten, før vi vender om og går i retning af motorvejen og civilisationen. I krumninger og sving bag os gemmer Wadi Shab på ny sit hemmelige badeland, som nærmest symbolsk er stort set umuligt at forevige i billeder.

HUSKELISTE TIL WADI SHAB

  • Hav så lidt med som muligt til Wadi Shab. Vandringen er kun på omkring halvanden time hver vej, så det vigtigste er mad, vand og solcreme, og måske et håndklæde, hvis ikke du vil lade dig tørre af solen.
  • Husk kontanter, så du kan betale for at blive sejlet tilbage over dammen ved kløftens udmunding.
  • Har du en vandtæt rygsæk og/eller kamera, kan du tage den med. Alternativt skal du lade være med at tage for mange værdigenstande med på turen, da du bliver nødt til at lægge dine ting fra dig ved det første bassin.
  • Sko eller sandaler skal kunne tåle at blive våde. Du får en lang dag, hvis du ikke kan have sko på, når du går med vand til livet. Tag også svømmebriller med, hvis du vil have den fulde undervandsoplevelse.

GALLERI

Artiklen er bragt i Politiken 5. september 2015.